05 aug

Lad børnene smage på verden

Mad er universelt. Alle har brug for mad så det er garanteret at lige meget hvorhen i verden vi rejser så bliver mad et emne som skal berøres. I og med mad er universelt så er det et glimrende middel til at mødes over og en ting der nemt bringer os tættere på den lokale befolkning. Vi er begge interesseret i madlavning og heldigvis har vi nogle børn som ikke er bange for at prøve noget nyt.

De har også børn der hvor vi skal hen.

Det har da givet os lidt hovedbrud da Bertram var lille hvad han nu skulle spise på vores rejser. Særligt da han var for stor til modermælk og for lille til mad som ikke var blendet eller moset. Men som vi ofte siger til os selv: De har også børn der hvor vi skal hen. Og ganske rigtigt har det altid været muligt at finde noget børnevenligt at spise.

Frugt findes de fleste steder i verden og det er altid godt med en banan.

Ofte vil børn i de lidt mere øde egne af verden gå direkte fra modermælk til hvad resten af familien nu ellers måtte spise. Børn ældre end 6 måneder kan mere eller mindre spise og fordøje det samme som voksne (som mos eller skåret i mindre stykker). Der er nogle få ting som bør undgåes eller begrænses som f.eks. honning og rosiner. Det første mad bør også være gennemvarmet (pasteuriseret) før indtagelse for at undgå bakterier og vira.

Vi har oplevet, at det kan være en udfordring at finde babymos og lignende produkter uden for de større byer i Thailand, men i større supermarkeder har det altid været muligt at finde noget til et mellemmåltid eller snack.

Det kan være sjovt at bestille mad i udlandet, f.eks. som på denne lokale restaurant i Thailand.

Det er sjældent vi kommer så langt væk, at de lokale ikke er vant til turisternes mærkelige vaner og dermed er der som regel gode tilbud hvad angår mad. Da vi boede i en relativt isoleret hytte i Thailand var det f.eks. muligt at få grød til Bertram i den tilknyttede restaurant. Selvom det måske blev lidt ensidigt så var det rart at vide at der altid var noget han ville spise hvis nu det andet som hans forældre fandt på ikke lige var sagen.

Det kan være en god idé at lære sig nogle få udtryk på lokalsproget så man kan spørge ind til evt. allergier og om noget er stærkt. Mange restauranter vil også kunne fremvise billeder eller byde på smagsprøver før man bestiller. Hvis muligheden byder sig kan det også være sjovt selv at lave mad på rejsen. Gå på opdagelse i lokale forretninger, besøg de lokale markeder, spørg ind til hvad der sælges, hvad det bruges til og hvordan det tilberedes. På den måde kan det nemmere at få noget nyt i de smås maver. Vi har i hvertfald en dreng som helst vil have tingen delt lidt op på en tallerken og ikke blandet for meget sammen.

Madlavningskursus i Thailand. Her laves kokosmælk fra bunden.

En af vores store favoritter er lokale madlavningskurser. Har I børn som er store nok så kan vi kun anbefale at tage dem med og give dem en anderledes oplevelse. Det kan være nemmere at få børn til at spise noget nyt hvis de selv har været med til at lave det. Det er sjovt at lære om nye råvarer, mystiske ingredienser og varme krydderier.

Lad børnene smage på verden, god appetit.

Start en samtale