09 aug

Delaware – USA’s første stat

Ganske vidste den første stat, men til gengæld også den anden mindste.

Jeg var 16 år gammel og lige færdig med folkeskolen. Skoletiden i Albertslund var noget turbulent og der skulle ske noget helt andet i mit liv. Valget faldt på udveksling til USA med organisationen AFS. Så i sommeren 1998 stod jeg og skulle møde en fremmed værtsfamilie i den lille stat Delaware som jeg aldrig havde hørt om. Det et år lange ophold blev starten på et livslangt venskab og en ekstra familie på anden side af "dammen". Gennem de sidste 20 år har jeg været tilbage flere gange og nu er vi her igen.

Delaware var den første stat som blev optaget i den amerikanske union, og samtidig kan den også bryste sig af at være den mindste. Staten ligger umiddelbart syd for Philadelphia og dermed er der kun 2 timers kørsel til storbyer som Baltimore, Washington DC og New York. Selvom befolkningen og klimaet i Delaware ligner det danske er der stadig et hav af forskelle mellem vores lande. Det er fortsat spændende at opleve det amerikanske folk og landet er nærmest uudtømmeligt for oplevelser.

Delawares strande mod Atlanterhavet er smukke og meget populære. På denne tur har vi lejet et hus ved stranden i Rehoboth, vi bor sammen med to andre familier og er 6 voksne og 7 børn så der er selvsagt fart over feltet. Stranden har en flot boardwalk ligesom man kender det fra stranden i f.eks. Santa Cruz i Californien. En boardwalk er som ordet antyder en gangsti med af brædder langs stranden.

På de amerikanske boardwalks er der som regel musik, gøgl, spillearkader, is- og slik boder og ganske ofte et større eller mindre tivoli. Rehoboth boardwalk blev bygget i 1873 som et samlingssted for metodistkirken. Idag er der ikke mange spor af kirken, nu er det afslapning på den flotte strand, underholdning i arkaderne og sus fra forlystelserne i Funland som er i fokus. Læs mere om de amerikanske boardwalks hos National Geographic.

Hvis man ønsker en tur til USA som er lidt off the beaten track så er Delaware et besøg værd og et godt udgangspunkt for dagsture til de nærliggende storbyer. Et stop ved Delawares strande er bestemt at anbefale og kan evt. kombineres med en roadtrip på USA's østkyst.

Start en samtale