13 jul

Tip: 5 tips til at finde de bedste flybilletter

Få fingrene i de bedste billetter til de bedste priser

Flere og flere prøver kræfter med selv at bestille fly og hotel. Der er mange penge at spare og det giver mulighed for at skræddersy jeres næste rejse. Lav en god kop kaffe og sæt jer ned foran skærmen.

1. Start i god tid

Jo tættere du kommer på afrejsedagen jo dyrere bliver billetten. Det er umiddelbart en myte at priserne på flybilletter pludseligt sættes markant ned umiddelbart før afgang, men man kan selvfølgelig være heldig. Typisk sælges flybilletter i prisklasser, startende med de billigste. Så er spørgsmålet bare om du har nerverne til det. Gennemsnitligt er priserne billigst ca. 2-3 måneder før afrejse.

2. Vær fleksible

Jo mere fleksible I er, både med rejsemål og afrejsedatoer, jo billigere billetter kan I få. Er I fastlagte på én destination så prøv at ændre datoerne, det kan ofte betyde mange penge. Tirsdag er opgjort til gennemsnitligt at være den billigste rejsedag og døgnets ydertider er de mindst populære. Som regel kan det betale sig at rejse når ingen andre gider – så spørgsmålet er, gider I?

3. Brug en flysøgemaskine

Flysøgemaskinerne har gjort det nemmere end nogensinde før at finde gode og billige flybilletter. Man skal dog være lidt på vagt for søgemaskinerne er jo robotter og tænker derfor ikke lige på at der f.eks. skal mad og drikke til, og måske vil du også vælge dit eget sæde. Der er tillæg som hurtigt kan gøre en meget billig billet præcis lige så dyr som en billet fra et ikke-lavpris-flyselskab. Jeg kan ikke umiddelbart anbefale én søgemaskine frem for en anden, men læs min guide til de mest gængse søgemaskiner og et par du måske ikke kender.

4. Abonner på flyselskabernes nyhedsbreve

Der er penge at spare når flyselskaberne holder kampagner. Når I ved hvor I skal hen og hvilke flyselskaber der er i spil til den givne destination så tilmeld jer deres nyhedsbrev i god tid. Der er ofte kampagner og gode tilbud at hente i løbet af året. Det er fuldstændig som når supermarkederne hold fødselsdag eller lignende herhjemme.

5. Book så vidt muligt direkte hos flyselskaberne

Medmindre prisen slet ikke kan svare sig så kan det være en god idé at booke direkte via flyselskabernes hjemmesider. Der kan være skjulte gebyrer forbundet med at købe billetterne hos et af de mange rejseselskaber som formidler flybilletterne. Der kan være store gebyrer på ændring af navne hvis de skulle være tastet forkert, på generel ændring af billetterne, sågar på oplysninger om ændring af afgangstider. Mange af rejseportalerne har hjemmesider på dansk, men er oftest baseret i andre lande og det er vigtigt da du ikke er dækket af f.eks. rejsegarantifonden i tilfælde af konkurs hos rejse- eller flyselskabet. Flyselskaberne vil i højere grad tilgodese de som booker direkte hos dem f.eks. i tilfælde af opgraderingsmuligheder. Der er også point at optjene gennem flyselskabernes alliancer (Star Alliance, One World, SkyTeam osv.).

Læs også mit indlæg om hvordan I kan bruge flysøgemaskinerne bedst.

Travelmarket har lavet en god og mere fyldetsgørende e-bog om hvordan der søges billigere rejser, læs mere her.

God jagt!

One comment on “Tip: 5 tips til at finde de bedste flybilletter

Start en samtale